lørdag den 5. april 2008

Fremtidens Samfund 2030

Fremtidens Samfund 2030 er et projektforløb for Hjemområde G på Maglegårdsskolen, Gentofte.

Med udgangspunkt i den aktuelle virkelighed skal vi opstille nogle idealforestillinger for hvordan vi kunne tænke os samfundet skulle være når elevgruppen kommer i den familiestiftende alder.
Vores 2030-utopi må ikke være den rene fantasi med tjenestefolk fra Mars, luftbårne skateboards og evigt liv. Nej, vi skal designe en konkret utopi, som bygger på vor tids tekniske og materielle muligheder for at skabe et bedre samfund. Således skal vi lægge planer for hvordan vi dæmmer op for problemer og sætter fut i udviklingen af de ønskede muligheder.

Hjemområdets tre klasser - 4., 5. og 6. G - udgør et parlament: Folketinget. De 75 elever har delt sig op i 5 arbejdende ministerier: Helseministeriet, Miljøministeriet, Samfundsministeriet, Kulturministeriet og Teknologiministeriet.
Hvert ministerium vælger en minister, og de fem ministre udgør Folketingets Præsidium, som godkender de opgaver ministeriernes personale må give sig i kast med.
Ministerierne nedsætter således arbejdsudvalg på to til tre medlemmer. Arbejdsudvalgene skal først gøre sig forestillinger om deres emnes fremtidsudsigter; derpå undersøge mulighederne for at virkeliggøre ideerne; og endelig udarbejde forslag til vedtagelse i Folketinget, forslag til en politik der føres for at fremme den ønskede udvikling.

Arbejdsudvalget resultater drøftes løbende i ministerierne og sættes til debat i denne blog. Det er vores håb at ikke alene elever og lærere tager del i debatten, men at forældre, familie og venner ligeledes bidrager med ideer, opbyggelige forslag, forestillinger om uønskede konsekvenser ved forslagene osv. Velkommen!

Fremtiden er ikke længere hvad den har været.


Rolf